Kropsterapi er omdiskuteret, men det lader til at kunne hjælpe soldater med PTSD, viser forskning. Er potentialet endnu større?
Denne artikel er skrevet af Simon Gregersen for Zetland og udgivet d. 28. marts 2024
Det er september 2019. Kevin Petersen ligger på ryggen på en briks i en klinik på Frederiksberg. Ved siden af ham står en velmenende og rolig behandler. Alt i alt en fredelig situation. Men sådan oplever Kevin Petersen den ikke. Hans krop er i krig. Læggene er spændte, klar til at løbe, mavemusklerne knuger sig, nakkemusklerne trækker sig sammen.
Kevin Petersen er 40 år gammel og har været udsendt som soldat ad flere omgange. Han har set ting, de fleste af os lykkeligvis aldrig skal se. Men han er også sluppet væk, er hjemme igen i det fredelige Danmark. Problemet er bare, at krigen ikke blev i fortiden. Den fulgte med ham hjem. Den sidder stadig i kroppen som posttraumatisk stress – PTSD.
Han vågner af mareridt om natten, helt gennemsvedt, må vende dyner og puder, endda sove med et håndklæde under sig. Når han har sendt sine børn afsted om morgenen, er han nødt til at ligge hele dagen på sofaen for at have energi til at hente dem igen om eftermiddagen.
Behandleren ved hans side, en mandlig kropsterapeut, må tale ham til ro, før han overhovedet kan lægge sine hænder på ham. Det er ikke nemt for Kevin Petersen at være der på briksen, men han overvinder sig selv. For han har døjet med flere af sine symptomer i over syv år, har prøvet mange andre typer af behandlinger, og de har bare ikke rigtig hjulpet.
“Jeg kunne ikke engang læse en bog uden at få flashbacks,” fortæller han. “Lige så snart jeg blev presset af det mindste, gik det bare galt. Jeg kunne ikke noget. Jeg var fanget i min egen krop. Jeg prøvede at være den bedste udgave af mig selv, men den var bare ikke god nok.”
I dag – fem år senere – er Kevin Petersens bedste udgave heldigvis blevet god nok. Han kan i højere grad leve det liv, han gerne vil leve. Han har mere energi, mere ro, og så har han netop gennemført en krævende uddannelse, han aldrig havde troet, han ville kunne klare, dengang. Og det mener han, at han kan takke behandlingen, der foregik i lokalet dengang, for.
Det, han fik tilbage i 2019, var en kropsterapeutisk behandling. Ikke en hvilken som helst behandling, men en af mange i et videnskabeligt forsøg. Et større samarbejde mellem kropsterapeuter fra firmaet Manuvision og forskere fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet og Rigshospitalet. Forsøget foregik i perioden 2019-2021, og grunden til, vi skal høre om det nu, er, at resultaterne netop er udkommet i et videnskabeligt tidsskrift. Det er spændende, fordi det er det første danske studie, der undersøger kropsterapi som behandling af PTSD. Og så er det særligt spændende, fordi resultaterne er lovende.
Det er potentielt rigtig gode nyheder, for der mangler i den grad effektive behandlinger på området. Posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, er virkelig svært at behandle. Ifølge et større amerikansk metastudie gælder det for op mod halvdelen af PTSD-ramte patienter, at de hverken reagerer positivt på medicin eller kognitiv terapi, altså den mest almindelige form for samtaleterapi. To af de primære værktøjer i sundhedssystemets behandlingskasse har altså ingen eller meget lidt effekt på op mod halvdelen af patienterne.
Og PTSD er vigtigt, for i kølvandet på Danmarks deltagelse i krige rundtom i verden, fra Balkan i 1990’erne over Irak i 00’erne, Libyen i 2012 og Afghanistan fra 2001 til 2021, har vi sendt over 60.000 soldater afsted. Sundhedsstyrelsen vurderer, at mellem en femtedel og en tiendedel af de hjemvendte soldater lider af PTSD, efter at de er vendt hjem til Danmark.
Men studiet i kropsterapi er ikke kun interessant for folk, der arbejder med eller er personligt påvirkede af PTSD. Det kan nemlig måske også fortælle os noget om forholdet mellem krop og psyke, som kan være til gavn for den bredere befolkning. Det er efterhånden ikke nogen nyhed, at danskernes mentale sundhed har været støt faldende de seneste år. Den Nationale Sundhedsprofil, som udarbejdes af Syddansk Universitet og Sundhedsstyrelsen, har år for år bragt nedslående nyheder om udviklingen. Især viser de nyeste tal fra 2023, at de yngre generationer har det svært.
Der er altså brug for viden om, hvordan vi kan hjælpe folk til at få det bedre mentalt. Og der er efterhånden en del, der tyder på, at noget af den viden kan findes i kroppen – ikke kun i hovedet.
Lad os starte med at se lidt nærmere på kropsterapi. Det findes i mange afskygninger og skoler, men den, der blev anvendt i forsøget, og som vi fokuserer på her, kaldes Manuvision. Manu for hænder og vision for syn. Hændernes syn. Det er et ret passende navn, for et helt fundamentalt element i behandlingen er, at terapeutens hænder finder, løsner og frigiver klientens spændinger i muskler, led og nervesystem. Hvilket ifølge kropsterapeuter kan føre til, at undertrykte følelser bliver forløst i kroppen. Og den forløsning menes at kunne hjælpe folk til at slippe fortiden, blive mere fri og i sidste ende bedre i stand til at mærke sig selv og deres omverden. Derfor bliver kropsterapi brugt mod alt fra lændesmerter og hovedpine til stress og depression.
Som du måske har gættet, er kropsterapi det, man kalder en alternativ behandling. Alternativ behandling kan betyde mange ting, men de mest gængse definitioner er, at det gælder behandlinger, hvis effekter ikke er videnskabeligt bevist, og som ikke bliver anvendt inden for det konventionelle sundhedssystem.
Behandlingens popularitet betyder altså ikke noget for, om den betragtes som alternativ eller ej. Og det er illustreret ret godt med kropsterapi, for den er – til trods for sin status som alternativ behandling – faktisk blevet ret populær siden starten af 00′erne. Ifølge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed havde cirka en femtedel af danskerne i 2005 anvendt den form for alternativ behandling, der i rapporten blev kaldt “massage, kropsterapi og andre manipulative terapier”. I 2021 var andelen fordoblet, så det nu gjaldt over 40 procent, næsten halvdelen af os allesammen.
Til trods for populariteten er der endnu ikke lavet meget forskning om kropsterapi, så rent videnskabeligt er det svært at sige, om det virker eller ej. Derfor er kropsterapi også kontroversielt blandt en hel del forskere, psykologer og læger – det vender vi tilbage til. Og det er lige præcis derfor, det omtalte forsøg er interessant. For det kan potentielt – hvis det bakkes op af mere forskning med lignende resultater – være med til at flytte metoden ud af den alternative behandlingsjungles baglokaler og ind i forskningens veloplyste rammer.-
De første skridt er tit de sværeste. Både for babyer og forsøg med nye behandlingsformer. Det er nemlig virkelig svært at finde penge til at forske i noget, der er blevet forsket meget lidt i. Angela Jørgensen, kropsterapeut og partner i Manuvision, fortæller, at det var lidt af et lykketræf, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
“Vi var utrolig heldige, at vi havde været i gang i nogle år og forberedt alting på forhånd, så da der blev frigivet midler fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, så havde vi det hele klar til at sende ind til dem. Derfor var det spiseligt.”
Forsøget blev som nævnt foretaget i et samarbejde med Rigshospitalet og Syddansk Universitet. Her blev 42 PTSD-ramte veteraner tilfældigt inddelt i to næsten lige store grupper. Den ene gruppe, kontrolgruppen, fik de almindelige behandlingstilbud, som består af medicin og kognitiv samtaleterapi. Den anden gruppe, interventionsgruppen, fik kropsterapi oveni. Behandlingerne foregik over seks måneder, hvor deltagerne i interventionsgruppen fik kropsterapi én gang om ugen. De skulle besvare lange spørgeskemaer før, undervejs og umiddelbart efter behandlingsforløbet. Og så fik de et opfølgende spørgeskema seks måneder efter sidste behandling.
Til forskernes overraskelse gennemførte størstedelen af veteranerne hele forløbet. 18 ud af 20 dukkede op hver uge igennem seks måneder. Alene det var en bedrift, for folk med PTSD har det med at droppe ud af behandlingsforløb, viser undersøgelser.
Men hvad så med selve resultaterne, altså dem, der blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Mental Health Science? Jo, kort sagt viser tallene, at der er en forskel mellem de to grupper. Så stor en forskel, at den er nået over den magiske grænse for at være det, som forskerne kalder statistisk signifikant. 13 ud af 20, der fik kropsterapi, altså to tredjedele, havde fået det så meget bedre, at de nåede forskernes mål for forbedring. I kontrolgruppen var det kun seks, altså lidt under det halve. Endnu mere opsigtsvækkende var det, at syv ud af de 20 fra interventionsgruppen var – i gåseøjne – kurerede, da forsøget sluttede.
Det vil sige, at deres symptomer var så reducerede, at de ikke længere kunne diagnosticeres med PTSD. Til sammenligning var der kun én i kontrolgruppen, der var røget under den grænse. Seks måneder senere – uden en eneste behandling – var det stadig en fjerdedel fra interventionsgruppen, der klinisk set var ‘raske’. I kontrolgruppen var tallet nul.
For at høre mere om resultaterne ringede jeg til to af de ledende kræfter bag forskningen, seniorforsker i social sundhed Nanna Gram Ahlmark og seniorforsker i sundhedsfremme og interventioner Susan Andersen, begge fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. De vurderede begge, at de lovende resultater gør terapiformen værd at undersøge nærmere i fremtiden i større skala. “Når resultaterne er så positive,” siger Nanna Gram Ahlmark, “så vil det være oplagt at gå videre og lave et nyt forsøg i større skala.”
Forskerne fra Syddansk Universitet er altså ikke i tvivl, men de har jo også været involveret i forsøget. Hvordan vil andre vurdere resultaterne? For at få svar på det sendte jeg rapporten til en uvildig ekspert.
Lars Williams forsker i psykisk lidelse som følge af krig og vold hos Dansk Institut for Internationale Studier. Han har beskæftiget sig indgående med PTSD og overgangen fra krig til civil hverdag. Han vurderer, at undersøgelsen er “interessant”, og at tallene er “ret gode” – især er han imponeret over den høje gennemførelsesprocent. Han vil ikke konkludere for meget, eftersom forsøget ikke er større – og det er vigtigt: Forsøget er meget lille, så det er begrænset, hvad man kan konkludere. Men samtidig er Lars Williams positivt stemt over, at kropsterapi bliver undersøgt nærmere i Danmark. Her er et potentiale, vurderer han. For der er – som han også påpeger – faktisk ret gode erfaringer med det i udlandet.
Men inden vi når til det, så lad os lige slå en vigtig ting fast: Forskningen i decideret kropsterapi er stadig mangelfuld. Det er blandt andet budskabet fra en gruppe tyske forskere inden for medicin og psykoterapi, der undersøgte sagen tilbage i 2021. Her lavede de et større metastudie af effektiviteten af det, de kaldte body psychotherapy – det er i bund og grund det samme, som vi her i artiklen kalder kropsterapi. Motivationen for rapporten var, at selvom kropsorienterede tilgange – såsom yoga og meditation – viser stigende relevans og anvendelse, er kropsterapi endnu ikke veletableret som behandling. De mente, at det måtte skyldes den manglende forskning på området, og satte sig derfor for at danne sig et overblik. De screenede mere end 2.000 undersøgelser og fandt deraf kun 18, som levede op til deres standard for ordentlig forskning.
Efter grundig analyse af de 18 studier og deres data konkluderede de, at kropsterapi ser ud til at være gavnlig for et bredt spektrum af psykologiske lidelser. Men også at der stadig er et stort behov for højkvalitetsstudier med større prøvesamlinger. Det er netop den slags studier, som seniorforsker fra Syddansk Universitet Nanna Gram Ahlmark drømmer om at lave.
Og hun er ikke den eneste. Da jeg talte med hende, fortalte hun, at der for nylig er blevet oprettet et dansk forskningsnetværk for forskning i alternativ behandling. Noget, der allerede eksisterer i Norge.
Jeg spurgte også en fjerde forsker om kropsorienterede behandlinger. Sidsel Helena Karsberg, der er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet og forsker i traumefokuserede behandlingsmetoder, var heller ikke involveret i forsøget på Rigshospitalet. Sidsel Helena Karsberg er også bekendt med de kropsorienterede behandlingsmetoder og nævner traumeorienteret yoga som et af de mest afprøvede eksempler.
Hun siger det samme som de andre: Der er stigende evidens for gavnligheden af kropsfokuserede metoder, det er et lovende område, men der mangler stadig forskning, før man kan snakke om en veldokumenteret effekt.
Der er da også dele af lægevidenskaben og psykologien, der ser skeptisk på kropsterapi. De mest gennemgående kritikpunkter er en frygt for, at det kan være risikabelt. For behandlingen involverer berøring, hvilket kræver, at terapeuten er ekstremt opmærksom på sårbarhed hos klienten. Samtidig er behandlingen designet til at aktivere gamle følelser og traumatiske minder, hvilket – hvis ikke gjort ordentligt – kan risikere at retraumatisere klienten, lyder kritikken. Men den primære gennemgående indvending mod at udbrede kropsterapi er slet og ret, at der stadig mangler kvalitetsforskning på området.
Det til trods bliver der allerede brugt kropsterapi i nogle få offentlige institutioner rundtomkring i landet. For eksempel på Psykiatrisk Afdeling Middelfart, hvor behandlingsansvarlig overlæge Lykke Storgaard udskriver kropsterapi til patienter med både angst og depression.
Sidsel Helena Karsberg fra Aarhus Universitet understreger desuden noget ret vigtigt, som man let kan glemme i al den her snak om data og empiri, nemlig klienternes oplevelser. De er ikke kun vigtige, fordi klienterne er mennesker, men også fordi behandlingen kun virker, hvis de er tilpas motiverede til at gennemføre forløbet. Og hun fortæller, at der er mange klienter, der foretrækker den kropsorienterede tilgang. Den motivation kan have positivt afsmittende virkning på, hvordan de kommer igennem en behandling – eller at de overhovedet deltager i en.
“Derfor er de kropsorienterede tilgange kommet for at blive,” pointerer hun.
Og det med klientens motivation er faktisk noget af det, der fremhæves ved forsøget fra Rigshospitalet. Blandt andet af chefpsykiater på Rigshospitalet Henrik Steen Andersen, der har skrevet forordet til en bog om forsøget, Når kroppen er i krig. I bogen skriver han, at han indledningsvis var skeptisk over for projektet, men at den skepsis blev gjort til skamme. Især blev han netop overrasket over, at hovedparten af veteranerne gennemførte de mange behandlinger over seks måneder.
Han kalder desuden resultaterne “ret positive” og skriver, at han “faktisk (var) lidt forbløffet over de mange positive tilbagemeldinger fra vores patienter (…) – enkelte fremhævede, at det var den bedste behandling, de havde oplevet.”
Okay, så kropsterapi viser altså nogle lovende tegn. Spørgsmålet er så: Hvordan virker det ifølge fortalerne?
Før vi dykker længere ned i forklaringen, skal jeg lige advare om, at vi nu går ud på gyngende grund. For det, vi skal til at kigge på, er et meget ungt forskningsfelt, og derfor er det også omdiskuteret. Det er forskningsfeltet omkring traumer i kroppen. Et felt, der i sit centrum har den hollandske psykiater, forsker og forfatter Bessel van der Kolk fra Boston University. Hans kongstanke er, at traumatiske oplevelser kan sætte sig i kroppen og blokere forbindelsen mellem kroppen og hjernen, sådan at selve oplevelsen kan være svær at huske eller tale om. Fortrængning er der jo ikke noget nyt i, men hans teori om, hvordan det sidder i og kan forløses igennem kroppen, har været banebrydende.
Hans tanker blev for alvor kendt af den bredere offentlighed, da han i 2014 udgav bogen The Body Keeps the Score eller på dansk: Kroppen holder regnskab. Den har i dag tilbragt mere end 240 uger på The New York Times’ bestsellerliste, solgt over tre millioner eksemplarer og er oversat til 37 sprog. “Verdens mest kendte psykiater,” kalder The New York.
Men med populariteten er også fulgt kritik. Nogle mener, at han er for hurtig til at acceptere og anvende teorier, der ikke er ordentligt bevist, mens andre kritiserer ham for at have udvandet begrebet traume til noget, der er “ubrugeligt vagt”. Og så er nogle forskere bare lodret uenige med ham. Det store stridspunkt er, om kroppen eller hovedet er vigtigst. Spørgsmålet er: Sætter traumer sig først og fremmest i hjernen og påvirker kroppen, eller sætter de sig i kroppen og påvirker hjernen? Jeg har brugt alt, alt for mange timer på at læse mig ned i diskussionerne om det, og for nu lader svaret til at være … både og. Hvad det betyder, vender vi tilbage til.
Til trods for kritikken er Bessel van der Kolk efterhånden rimelig veletableret. Han har udgivet over 150 fagfællebedømte artikler og bliver refereret verden over af psykiatere, behandlere og forskere. Blandt andet forskerne fra Syddansk Universitet, der stod bag forsøget i Danmark.
Med afsæt i hans forskning har de formuleret to mulige forklaringer på, hvordan kropsterapi potentielt kan tilbyde noget andet og supplerende til behandlinger som samtaleterapi og medicin.
Den første forklaring handler om selvregulering. Det er vores evne til at veksle mellem at være i en aktiv stresstilstand og en passiv hviletilstand. Det lyder utrolig simpelt, men det sker uden for vores bevidste kontrol, og hvis ens system har svært ved at komme ud af stresstilstanden, kan det have store konsekvenser for vores fysiske og mentale helbred. Faktisk er denne evne til selvregulering – ifølge mange undersøgelser – noget af det absolut vigtigste for vores trivsel. Mange forskere mener endda, at den er vigtigere end intelligens. For nylig skrev Zetland netop en historie, der beskrev, hvorfor denne evne er så enormt vigtig for at kunne leve et godt liv.
Så selvregulering er altså vigtigt, og derfor er det interessant, hvis man kan hjælpe folks kroppe til at blive bedre til det. Det har forskerne fra Syddansk Universitet en hypotese om, at man kan. Og at man kan gøre det gennem større kropsbevidsthed. Antagelsen er, at jo bedre man kan mærke sin krop, jo bedre bliver man i stand til at regulere den. Og det er der faktisk også nogle spæde studier, der peger i retning af.
Spørger man kropsterapeuterne, er evnen til selvregulering helt fundamental i det, de vil kalde et traume.
“Den definerende faktor i vores forståelse af traumer er, at der er sket en markant forværring i nervesystemets evne til at regulere sig selv,” som Angela Jørgensen og kollegerne fra Manuvision skriver i bogen Når kroppen er i krig. Derfor har de stort fokus på at hjælpe deres klienter til større kropsbevidsthed og derigennem bedre selvregulering. En essentiel del af behandlingerne er, at terapeuten hjælper klienten til at mærke “traumets uro i kroppen”, som Angela Jørgensen formulerer det. Ved at møde de svære følelser sammen med en behandler i et trygt lokale bliver klienten også bedre til at håndtere de svære følelser uden for lokalet, lyder rationalet.
Det er desuden heller ikke unormalt, at de giver deres klienter lektier for i form af meditationer og åndedrætsøvelser eller beder dem være særligt opmærksomme på, hvordan svære situationer føles i kroppen.
I forsøget på Rigshospitalet beskriver flere af veteranerne, hvordan de har haft stor succes med at bruge åndedrætsøvelser eller føre opmærksomheden ned i fødderne, når de for eksempel blev overvældet i supermarkedet eller børnehaven.
Okay, så det var første del af forsøget på at forklare kropsterapiens mulige effekt: Bedre kropsbevidsthed giver bedre selvregulering.
Anden del handler om, hvor traumerne sidder, og den er mere omdiskuteret. For en radikal udlægning af Bessel van der Kolks teori er nemlig, at traumer altid sætter sig i kroppen, og at man derfor ikke kan tale sig frem til en forløsning af dem. Det er der selvfølgelig mange psykologer, der vil være uenige i. For eksempel siger en australsk psykolog og forskningsleder, at bogen Kroppen holder regnskab slet og ret er “forkert”. “Kroppen holder ikke regnskab,” siger han. “Hjernen holder regnskab“.
Men når man kigger på en mere nuanceret udlægning af teorien, lader der faktisk ikke til at være helt så stor uenighed. For begge dele kan være tilfældet. Nanna Gram Ahlmark fra Syddansk Universitet forklarer, at selv Bessel van der Kolk vil sige, at traumer nogle gange sætter sig i kroppen, men ikke altid. Hendes – og mange af hendes kollegers – antagelse er altså, at nogle gange er en eller anden form for kropsligt arbejde gavnligt for at få adgang til traumet, andre gange er det ikke. Hvis det er rigtigt, kunne det forklare, hvorfor op mod halvdelen af folk med PTSD oplever meget lidt effekt af medicin og samtaleterapi, mens andre oplever at få deres liv tilbage af disse metoder. For nogle er det simpelthen ikke nødvendigt at komme “ned i kroppen” for at forløse traumet, mens det for andre ser ud til at være det.
Det er da heller ikke Nanna Gram Ahlmarks forestilling, at kropsterapi skal kunne erstatte de andre former for behandling. “Det væsentlige vil være at se på, hvordan man kan kombinere tingene,” siger hun. Hun understreger desuden, at veteranerne, der oplevede forbedring i forsøget, jo netop også fik en kombination af de tre behandlingstyper. Så hvis det en dag lykkes kropsterapien at bevise sit værd gennem storstilede forskningsprojekter, kommer det ikke ind på sundhedsscenen som en erstatning for de nuværende behandlinger. Snarere som et supplement. Et ekstra redskab i værktøjskassen.
Og det ekstra redskab lader altså til at have haft en helt konkret effekt på en stribe menneskers liv i forsøget på Rigshospitalet. Et af de mennesker er veteranen Kevin Petersen, som vi mødte i starten af artiklen.
Tilbage i 2019 gennemførte Kevin Petersen behandlingen. Den havde været udfordrende, og især når terapeuten arbejdede omkring maven, gjorde det ondt. En dag stod han hjemme i sit køkken og lavede friske forårsruller sammen med sin daværende partner, og det hele gik sådan set fint.
“Men lige pludselig kunne jeg bare mærke, at tårerne pressede sig på,” fortæller han. “Og det var, som om der var et eller andet, der slap inde i mig. Så jeg var nødt til lige at sige til min daværende partner, at du må lige tage over, fordi der sker lige noget. Og så satte jeg mig ud på vores toilet. Jeg tror, jeg sad derude i et kvarter og hulkede og græd.”
Efter det kvarter gik det op for ham, at han okkuperede det eneste toilet i huset. Han fik samlet sig nok til at komme ind i soveværelset, hvor han smed sig på sengen og igen blev fuldstændig overmandet af gråden. Det var ikke, fordi der væltede krigsbilleder eller historier op i hans sind. Gråden føltes mere kropslig. Der gik måske 20 minutter, før han kunne samle sig igen. Han havde grædt nærmest uafbrudt i godt 40 minutter. Han var træt. Men også helt vildt lettet. “Fysisk lettere,” som han siger.
Og nu er det, at jeg har lyst til at beskrive scenen som det øjeblik, hvor alt ændrede sig og blev godt. For sådan er vores fortællekultur – bygget op omkring øjeblikke, hvor alt ændrer sig. Men sådan fungerer livet ikke, og sådan fungerer helbredelse ofte ikke, hverken ifølge lægevidenskaben, psykologien – eller kropsterapien.
Kevin Petersen har fået det bedre, ingen tvivl om det, Han har netop gennemført psykomotorikuddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Tilbage i 2019 havde han aldrig troet, at det ville kunne lade sig gøre at tage en flerårig uddannelse.
Men den positive udvikling er ikke sket gennem en pludselig magisk forandring. Han bærer stadig sine traumer og sårbarheder med sig. Men “jeg lader dem ikke definere mig”, som han siger. Han har stadig udfordringer og svære følelser, men nu mærker han dem tidligere og får styr på dem, før de overmander ham. Netop fordi han er villig til at acceptere dem, kan han håndtere dem. Og det er vigtigt, mener han.
For som han selv ser det, handler helbredelse for ham og mange i lignende situationer nemlig ikke om at komme over en flod. Det handler om at acceptere, at man er i floden, og lære at svømme.
